Verden har stadigvæk ondt i klimaet efter COP19

Skrevet i November 2013 af Peter Kenworthy

I sin åbningstale, havde COP19-konferencens præsident, som også er Polsk miljøminister, Marcin Korolec, sagt at ”vi er ved at tabe den ulige kamp mellem mennesket og naturen”. Bare han og de øvrige deltagere havde taget dette udsagn alvorligt.

Klimakonferencen er et årligt møde, hvor verdens stater – under pres fra lobbyister fra et stort antal firmaer - i princippet søger at vedtage en plan for klimapolitikken under United Nations Framework Convention on Climate Change.

Jeg skriver i princippet, fordi årets klimakonference viste sig at være endnu en forspildt chance, hvor verdens ledere igen satte politisk vanetænkning, vækstdrevet forbrugskultur, og kortsigtede interesser for de store firmaer højere end at afværge en truende økologisk katastrofe.

COP19 skulle have banet vejen for en aftale i 2015, der skal erstatte Kyoto-protokollen fra 1997, og være med til at sikre at den globale opvarmning ikke overstiger to grader i forhold til niveauet før industrialiseringen.

Men COP19 var i denne forstand en fiasko. Godt nok udtalte en af forhandlerne, den danske klimaminister Martin Lidegaard, at man ”fik sådan set det resultat, vi gik efter”, men så har man godt nok sat barren så lavt, at stadig stigende temperaturer, med tilhørende klimakatastrofer, reelt bliver uundgåelige og irreversible om nogle få årtier.

Og verdens miljøorganisationer var, ikke overraskende, uenige med Lidegaard. Hundredevis af disse udvandrede i protest over regeringsledernes manglende vilje – herunder store organisationer som Greenpeace, Oxfam, Friends of the Earth og Verdensnaturfonden WWF, hvis klima- og miljøchef, John Nordbo, udtalte at ingen af de tidligere klimakonferencer ”har været så ringe som dette”.

Der er ellers god grund til, at verdens ledere tager arbejdshatten på. De seneste 30 år har været de varmeste i over tusinde år, og CO2-koncentrationerne i atmosfæren er de højeste i 800,000 år, skriver FN’s Klimapanel IPCC i en rapport.

Og at dette er menneskeskabt står ikke til diskussion. I en udtalelse fra World Meteorological Organization fra marts pointerer man, at der er en massiv konsensus fra videnskabeligt hold om at klimaforandringerne er menneskeskabte, samt at klimaforandringerne er skabt af drivhusgasser udledt af vores industri-, transport-, og landbrugssektorer.

Vi har, igennem de seneste ti-tyve år, allerede set resultatet af de støt stigende temperaturer, nemlig oversvømmelser, tsunamier, orkaner, tørker, samt smeltning af store is-områder. Og vi vil få flere af disse i fremtiden, hvis vi ikke kraftigt nedsætter vores CO2-udledning.

Disse kriser vil især – men absolut ikke udelukkende – finde sted i u-landene, som i forvejen er pressede i forhold til blandt andet sultkatastrofer. Og klimakrisen vil derfor, med al sandsynlighed, også føre en social og politisk krise med sig, der vil medføre borgerkrige, epidemier, og en stigende flygtningestrøm mod landene i nord.

En rapport fra FN’s Miljøprogram, UNEP, beskriver hvordan temperaturen vil stige med 3,5 til 4 grader i år 2100, hvis ikke vi nedbringer CO2-udledningen betragteligt. Effekterne af denne opvarmning vil især være ”ekstreme” på det Afrikanske kontinent, siger rapporten.

En rapport fra Verdensbanken fra sidste år kalder scenarierne for en 4 graders stigning for ”ødelæggende”, forklarer at en sådan stigning blandt andet vil kunne føre til markante fald i verdens samlede høstudbytte, en stigning i verdenshavene på over en meter i år 2100, og illustrerer med at pointere, at gennemsnitstemperaturforskellen på jorden mellem istiden og nu blot var omkring 4-7 grader lavere.

I det sydlige Afrika, oplever man allerede effekterne af de stigende temperaturer, blandt andet i ændringer i nedbørsmønstrene, og mere ekstremt vejr, siger en rapport fra International Food Policy Research Institute.

Klimaforandringerne i Swaziland viser sig blandt andet ved ekstreme vejrforhold som tørker og storme, samt forandringer i nedbørsmønstrene. En temperaturstigning på 2,5 grader i år 2050 vil, ifølge rapporten, føre til en formindskelse i nedbøren på mere end 100 millimeter om året i de områder hvor landets majs produceres. Og temperaturene i hele det Sydlige Afrika vil stige kraftigt. I Zimbabwe vil temperaturen eksempelvis stige 3 grader på blot 40 år hvis vi ikke gør noget.

Der er dog en relativ simpel, men ikke desto mindre krævende, måde at undgå disse scenarier på: vi må investere langt mere i bæredygtige energikilder til den energi vi trods alt skal bruge, men vi skal også gøre op med de seneste århundreders fokus på vores kapitalistiske samfunds utopiske forbrugs- og vækstmantra. Et forbrug der kun har kunnet lade sig gøre gennem en uhæmmet brug af finitte resurser som olie eller uholdbar fældning af skove, alle ting der frigiver store mængder CO2.

Med hensyn til Danmark skriver udenrigsministeriet i bogen ”turen går til de varme lande”, at Danmark og andre rige lande skal have reduceret deres CO2-udledning med 80-95% i år 2050, for at den globale opvarmning ikke kommer ud af kontrol, og at hvis alle mennesker i verden skal udlede den samme mængde CO2, skal hver dansker kun udlede en femtedel af hvad de gør i dag.

Løsningen er, derimod, ikke det som mange politikere og firmaer foreslår, nemlig at vi på en eller anden måde kan opfinde og ud af klimakrisen, kan bruge biobrændsel som et supplement til benzin, eller sælge klimakvoter til hinanden som et andet pyramidespil.

Ingen af disse løser det underliggende klimaproblem, men skaber flere problemer end de løser. Eksempelvis er produktionen af biobrændsel skyld i stigende fødevarepriser, manglende fødevareproduktion for fattige familier med efterfølgende sultkatastrofer, og land grabbing i u-landene.

Men når der nu tydeligvis ikke bliver gjort nok for at løse klimaproblemerne, og når vores ledere ikke vil tage ansvaret for den verden vi lever i, må civilsamfundet og almindelige mennesker selv tage affære. Det er der sådan set ikke noget nyt i, og sådan har almindelige mennesker været med til at skabe forandring og forbedringer til alle tider.

Vi må alle være med til at presse vores politikere og firmaer, til at føre en klimamæssig ansvarlig politik og handle på en måde, der er bæredygtigt. Vi må i denne sammenhæng kræve at klimapolitikken får den opmærksomhed, som denne vor tids måske største problem kræver. Og vi må kræve løsninger der vil skabe reelle forandringer, og ikke acceptere halve løsninger. Også i forhold til klimakonferencen i 2015, hvor der skal ligge en bindende aftale med reelle og tilstrækkelige reduktionsmål.

Men vi må også selv handle i det små, ved bl.a. at lade være med at købe ting eller handle på en måde der forbrænder unødig CO2. Og vi må gøre alt dette det nu, for i morgen er det måske for sent!