Afrika skal åbnes for europæisk service
EU's økonomiske interesser på tjenesteydelsesområdet i u-landene er på konfliktkurs med disse landes udvikling og fattigdomsbekæmpelse. Det sker i en tid med en galoperende fødevarekrise, og hvor omtrent 40 procent af Jordens befolkning lever for mindre end to dollar om dagen.
Skrevet i Februar år 2009 af Henrik Bang Andersen og Søren Søndergaard
Torsdag den 4. september 2008 vedtog Europaparlamentet med et overvældende flertal den såkaldte ’Kamall-rapport’, der skitserer EU’s interesser på tjenesteydelses-området i lande uden for EU.
Med vedtagelsen afspejler rapporten altså det generelle syn i EU på den internationale handel - at denne skal skabe vækst for de europæiske økonomier og virksomheder, uden at der tages afgørende hensyn til udviklingen i de lande, der er langt fattigere. For eksempel bifalder rapporten, at de nye økonomiske partnerskabsaftaler (EPA) mellem EU og en stribe u-lande i Caribien (CARIFORUM) er ved at komme i hus. Aftalerne dækker blandt andet vidtrækkende liberaliseringer på tjeneste-ydelsesområdet.
Det er på trods af adskillige rapporter fra FN’s Menneskerettighedsråd om, at der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til menneskerettighederne, og at aftaler om handel med tjenesteydelser kan være til alvorlig skade for de grundlæggende menneskerettigheder.
U-lande tjener ikke på tjenesteydelser
Det er ikke kun de tidligere kolonier i Caribien, der forhandler om liberaliseringer af tjenesteydelsesområdet med EU. For eksempel presser EU hårdt på under forhandlingerne om EPA-aftaler med en række østafrikanske lande for at opnå samme behandling på tjenesteydelsesområdet for europæiske virksomheder som den, de afrikanske stater tildeler de lokale virksomheder.
I så fald blokeres de afrikanske staters politiske råderum for at regulere markedet til fordel for lokale virksomheder og nye initiativer. Hvis et land ønsker at forøge den lokale kapacitet inden for bankområdet, da vil det ofte være nødvendigt at sætte et loft over antallet af udenlandske investorer.
Denne mulighed fjernes ved en liberalisering. Det samme gælder reglerne for offentlige indkøb, som også er til forhandling på tjenesteydelsesområdet. Statslige kontrakter til hospitalsvæsen og informationsteknologi udbydes ofte til lokale virksomheder for at skabe arbejdspladser og styrke lokale virksomheder og den lokale industri.
En liberalisering indebærer, at alle statslige projekter og indkøb også skal udbydes til europæiske virksomheder. Dertil kommer, at en liberalisering vil betyde, at u-landene forhindres i at stille krav til udenlandske investorer om benyttelse af lokale underleverandører og samarbejde med lokale investorer.
Ulige styrkeforhold
Hvis det umiddelbart er svært at få øje på det odiøse i, at EU ønsker samme vilkår for europæiske virksomheder som de lokale, så bør man blot minde sig selv om de ulige styrkeforhold mellem parterne.
På den ene side drejer det sig om skrøbelige økonomier med dårlig infrastruktur (både fysisk og institutionel), lav handelskapacitet på tjenesteydelsesområdet og begrænset økonomiske ressourcer - selv for lokal ekspansion.
På den anden side drejer det sig om en af verdens største serviceøkonomier, der opererer på det globale marked inden for adskillige serviceområder så som telekommunikation (Vodacom), banker (Standard Bank, Barclays Bank) og transport (KLM, SN Brussels, British Airways).
Der er ingen tvivl om, at det kan være vejen frem for nogle lande og regioner at åbne sine markeder for international konkurrence. MEN i tilfældet EU-østafrika vil en liberalisering af tjenesteydelsesområdet være en katastrofe, idet den lokale sektor vil blive total udkonkurreret.
Tanker uden udvikling
Det overordnede formål med EPA-forhandlingerne er at indgå et bilateralt handelssamarbejde, som er i overensstemmelse med reglerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO). Kravet om liberaliseringer af tjenesteydelsesområdet er dog ikke et krav fra WTO, hvorfor u-landene har protesteret højlydt under forhandlingerne.
Årsagen skyldes den ublu holdning, som Kamall-rapporten er udtryk for - nemlig at den internationale handel skal tjene EUs interesser uden en reel hensyntagen til verdens fattigste.
Det er skuffende, at der i EU ikke er plads til større selvransagelse. Det er mindre end to måneder siden, at WTO-forhandlingerne brød sammen på ministermødet i Genève. Her krævede både EU og USA omfattende adgang til u-landenes markeder både på industri- og tjenesteydelsesområdet og tilbød kun kosmetiske reformer af egne konkurrence-forvridende landbrugsstøtte til gengæld.
Det er på trods af, at den nuværende forhandlingsrunde skulle have været en ’udviklingsrunde’, hvor u-landenes interesser og behov skulle prioriteres. Den klare besked fra u-landene var derfor - man vil ikke acceptere en aftale, som ikke er baseret på udvikling. Man skulle tro, det havde givet anledning til refleksion.
EU’s tankegang inden for den internationale handel er medårsag til, at FN’s Generalforsamling på deres topmøde i New York den 25. september må konstatere , at ingen af de afrikanske lande, når et eneste af FN’s fattigdomsmål - de såkaldte 2015 mål.
Ifølge et nyt notat fra FN’s generalsekretær den 25. juli, 2008 lider omkring en milliard mennesker af sult og hungersnød, og yderligere 2 milliarder mennesker lider af fejl- og underernæring. Disse mennesker har ikke brug for EU’s handelsaftaler. De skulle være blevet givet ordentlige aftaler - baseret på udvikling og ikke frihandel - for mange år siden. Forhåbentlig vil topmødet resultere i faktiske handlinger og ikke blot en gentagelse af 2015-målenes vigtighed.
Det er dog forudsat af en radikalt anderledes tankegang fra de rige landes side. Et mere udviklingsvenligt syn på den internationale handel har dog fundet leje blandt visse EU-lande. Her skal særligt nævnes Danmark, England og Holland. Desværre for ulandene så er det EU-kommissionen, der forhandler EU’s handelsaftaler og ikke de enkelte medlemslande.
